MANGHOLMs ØKO GRØNTKASSE Premium

3.900,00 DKK

CSA – Fra Bonde til Kunde

Forudbestil din ugentlige grøntkasse. Afhentes på Mangholm.

Premium-kassen: 3900 kr (3 måneders grøntsager) Svarer til 300 kr/uge

DET FÅR DU:

12 forskellige grøntsager, 1 gang om ugen – i alt 13 uger.

Afhentning på Mangholm, Hillerødvej 20, 3400 Hillerød (mellem Tulstrup og Alsønderup) – Hver TORSDAG mellem kl 15-19.

Medbring selv en kasse/pose.

Første udlevering: 4. juni – Sidste udlevering: 27. august

Ugens kasse kan ikke afmeldes. Men du kan give den til en anden, der henter den her. De skal oplyse dit navn ved afhentning.

 

På lager

Beskrivelse

HVAD ER CSA?

CSA står for Community Supported Agriculture. Altså landbrug, støttet af nærområdet.
En aftale mellem bonde og kunde.

I praksis betyder det, at de, der bor i gårdens nærområde støtter produktionen ved at forudbestille – og betale – for årets høst. Det sikrer de lokale friske grøntsager i sæsonen og det sikrer gårdens afsætningssikkerhed.

CSA findes allerede mange steder i Danmark, bla. På Samsø, København og i Lejre. Vi er glade for, at kunne tilbyde denne mulighed her i Hillerød.

CSA er et samarbejde mellem forbruger og producent, der gensidigt støtter hinanden. Du er sikret friske, sunde og lokale grøntsager, og gården er sikret en afsætning af det, der produceres.

Når du støtter din lokale grøntsagsavler er du med til at mindske CO2-udledningen pga. mindre transportafstande. CSA en bæredygtig og klimavenlig fødevareordning, der sikrer lokale arbejdspladser og udvikling på landet. Det er også med til at sikre en lokal virksomhed som Mangholm, der tilbyder oplevelser i naturen og på gården og som er med til, at gøre dit lokalområde til et dejligt sted at bo.

Således hjælpes vi ad med at flere får mulighed for, at spise sunde, lokale, friske grøntsager og at komme tæt på dyr og natur.

 

HVORDAN FOREGÅR DET?

Gå ind i vores Webshop under MANGHOLM-Grøntkasser og vælg hvilken størrelse, du ønsker. Læg i kurven og gå til betaling. Du kan betale med enten kort eller mobile-pay.

Du har nu forudbetalt for grøntsager i 3 måneder og kan frit hente din andel hos os hver torsdag eftermiddag fra den 4. juni.

 

BASIS eller PREMIUM

Vi tilbyder 2 forskellige kasser:

Basiskassen indeholder 8 forskellige basis sæsongrøntsager og koster 2600 kr for 3 måneder, hvilket svarer til 13 uger af 200 kr/ugen.

Premiumkassen indeholder 12 forskellige sæsongrøntsager, både basisgrønt og 1 eller 2 lidt mere specielle ting, som feks spiselige blomster eller krydderurter, og koster 3900 kr for 3 måneder, hvilket svarer til 13 uger af 300 kr/ugen.

 

HVAD ER DER I KASSEN?

1 slags grønt er feks1 kilo kartofler, eller ½ kg nye kartofler, eller et stort salathovede, eller et stort bundt radiser, eller et bundt store rødbeder m top.

Listen af grønt vi dyrker er lang, og indeholder bla:
Salatmix, kartofler, ærter, rødbeder, agurker, tomater, bønner, løg, persille, grønkål, bladbeder, hestebønner, jordbær, gule beder, spinat, ærteskud, squash, friske bær, krydderurter, spiselige blomsterchili, mm.

Vi bestemmer, hvad der kommer i kassen. Vi vil selvfølgelig sørge for, at du får en dejlig variation af de mest friske sæsonvarer.

 

AFHENTNING

Hver torsdag kl 15-19 lægger vi ugens grønt op i butikken, så du kan komme og fylde din kasse.

Første gang bliver torsdag d. 4. juni, sidste gang bliver torsdag d. 27. august.

 

Medbring selv en kasse eller et net. Det sparer på emballagen.

 

Hvis du ikke kan hente din ugens kasse kan du give den til din nabo eller en anden, der kan hente den. De skal oplyse dit navn ved afhentning. Vi refunderer ikke uafhentede kasser eller hvis du fortryder dit abonnement. Men du kan giver dit abonnement til en anden, hvis du feks skal flytte eller rejse.

Kasser, der ikke er hentet om torsdagen, vil blive solgt i gårdbutikken næste dag til nedsat pris.

Når du henter din kasse vil du også kunne handle i gårdbutikken, hvor vi sælger en masse forskellige varer af egen og lokal produktion. Bla. æg, kød, honning, chokolade, is, gaveartikler og mange andre dejlige sager.

Desuden kan du besøge dyrene eller gå en tur ud i landskabet, hvis du lige trænger til lidt frisk luft.

 

SOMMER OG EFTERÅR

Hvis vores sommer-CSA bliver en succes, vil vi også tilbyde en efterårs-CSA. Den vil forløbe på samme måde i månederne september, oktober og november. Det vil vi melde ud om senere.

 

INFORMATION OM UGENS GRØNT

Vi opretter en facebookside, hvor CSA-medlemmer kan se indholdet af ugens kasse og finde andet information om vores grøntsager.

Her vil du også kunne stille spørgsmål om alt, der relaterer sig til dit CSA-abonnement.

 

OPSKRIFTER

Vi vil til hver uge samle opskrifter, der til inspiration til tilberedning af ugen grønt. Disse opskrifter vil blive lagt op på vores CSA-facebookside. Her vil du også kunne dele dine egne opskrifter til fælles inspiration.