Svinekød

Beskrivelse

Vores gamle danske sortbrogede landracesvin lever hele deres liv udenfor på markerne, hvor de finder masser af græs, rødder og smådyr i jorden. Kødet fra vores frilandsgrise har masser af smag, farve og struktur og en god fedtmarmorering. De gamle racer vokser langsommere end moderne racer. Søerne løbes af en orne og smågrisene fravendes først efter 14-15 uger. I den alder er smågrisenes fordøjelse fuldt udviklet og de er mere robuste, hvilket betyder at de meget sjældent får brug for behandling med feks antibiotika. Vi vægter dyrevelfærd meget højt og ønsker at give dyrene mulighed for at udleve deres naturlige instinkter. Grisene fodres med vores eget eller lokalt dyrket foder. Vi fravænner og slagter ca 40 smågrise om året. Når grisene slagtes er de ca 9-12 måneder gamle og har i deres gode, lange liv fået masser af motion og frisk luft.
Når dyrene skal slagtes, bliver de aflivet her på marken. Det foregår stille og roligt uden stress. Derefter transporteres dyrene til slagter Harald Hansens Eft. i Slangerup. Her hænger kødet indtil det er klar til partering og forarbejdning, der varetages af Kødsnedkeren, som vi har et nært samarbejde med, for at sikre den allerbedste kvalitet. Vi laver mange forskellige udskæringer; grillbøffer og -pølser, stege, simremad, røgvarer og pålæg.

Kontakt os for særlige ønsker og spørgsmål.